© Ambjørn Happy, 8000 Aarhus

Historier/Lykkeland
Ord: 500 (2 sider)
Pris: Gratis

Livets port

Det var ok at dø. Jeg havde dog ikke forudset det i morges, da jeg vågnede på et hotelværelse i Grækenland. Heller ikke havde jeg nogensinde forestillet mig, at mit åndedrag skulle stoppe i et virvar af forvredent metal og knuste lemmer. Men pyt.
Livet har mange overraskelser i sin gavebod.

Mario, den bulgarske bartender, satte mere fart på scooteren. Vi racede henad strandbouldevarden mellem biler og busser, fodgængere og motorcykler. Ved at skimte til venstre for hans styrthjælm, kunne jeg følge med i kampen. Striden mellem Marios rasende scooter, og de græsker biler og busser.
"Greece, fucking country!"

En bus pressede hostende sit vældige skrog ud fra en sidegade, 100 meter foran os. Med 3 kilo flødekage i hver arm havde jeg intet at gribe fast i. Det var græske luksus- kager til en fødselsdagsfest, så jeg kunne heller ikke smide de gennemsigtige plastposer fra mig; det ville betyde ulykke.

Men tro nu ikke at jeg ville møde døden uden kamp. Han skulle se mig flyve i luften og danse på asfalten. Måske jeg ville fodre ham med en arm, eller den ene side af min krop kurende henad den brændvarme asfalt. Det er okay at dø. Men jeg ville danse taichi på asfalten og snyde døden, det lange rær.

Den hede middelhavets vind rev i kageposerne, ruskede i mit hår og blafrede i mit tøj. Mario råbte et eller andet, bremsede forsigtigt, og derefter fuldstændigt - vi sejlede henad asfalten med blokeret baghjul, sådan let duvende hen mod bussens kæmpe hvalskrog.

Fortovets høje kantsten til højre, biler til venstre. Mario holdt slingrende kursen direkte mod bussen. Jeg holdt fast i kagerne, roligt hvilende i min krops krigersjæl. Tiden opløstes i slowmotion. Billedet var nærved at standse. Men så, langsomt dannedes en åbning til venstre for bussen. Den slæbte bagdelen til sig, og vi sejlede præcist gennem livets port.

"You fuck!", råbte Mario rasende. Grækerne hader også ham, fordi han ligner en albaner. Og albanerne hader grækerne, som hader tyrkerne, der hader bulgarerne, og så videre. Det må være solen der får blodet til at koge i dem. Mario rystede på hovedet og satte igen farten op. Vinden rev i mine arme, og landskabet brøler om ørerne på mig. Kilometer efter kilometer.

Fødselsdagsgæsterne roste højlydt kagerne. Også jeg nød hver en mundfuld. Himmelsk smag!
Det er okay at dø, men den aften fejrede vi fødselsdag. Ovenover os blinkede stjernerne godmodigt.