© Ambjørn Happy, 8000 Aarhus

Historier/Lykkeland
Ord: 700 (3 sider)
Pris: Gratis

Timeglasset

Da køkkenbordet endnu var højere end mig, og alle voksne levede i en anden verden, så jeg en dag min mor vende et slankt glas med lyserødt sand i. Hun var ved at koge æg. Glasset var klemt sammen på midten, så det var trangt for sandkornene at falde ned i bunden af glasset, de dryssede kun.

Først tænkte jeg, at det var underligt min mor ikke havde opdaget glasset var faldet skævt ud på fabrikken, og egentligt burde byttes. Men på hendes ansigt kunne jeg se, at hun kiggede sådan tilfreds på glasset, hvor sandet langsomt samledes i en fin bunke. Hun betragtede ikke indsnævringen som en fejl, åbenbart.

"Så!" sagde hun og smilede. Jeg kiggede på sandkornene som strømmede ned gennem indsnævringen. Det så da meget kønt ud. Ligesom når jeg sad udenfor med sand i en knyttet næve og lavede bunker i sandkassen. De får sådan en smuk form, når de dannes af sandstrålen.

Dernæst tænkte jeg, at glasset med det lyserøde sand var en form for kunst eller legetøj for voksne. Og det gjorde mig glad, fordi jeg havde fået en anden opfattelse af voksne, nemlig at de ikke legede ret meget.

"... så kan vi se hvornår æggene er færdige", tilføjede min mor. Jeg kiggede vantro på hende. Hun nikkede. Jeg kiggede på sandet i glasset. Hvordan kunne sandet vide noget om æggenes tilstand? Var der noget ved sand, som jeg åbenbart helt havde misset? Kan sand tænke? Kan sand fornemme æggene i gryden? Nej, jeg var ret sikker på at sand er dødt, og alligevel var sandet åbenbart i stand til at fortælle min mor, hvornår æggene var færdige. Interessant.

Nu da køkkenbordets kant skærer sig ind i min tykke mave, tænker jeg sommetider på livet som et timeglas. Der er rendt mange hjerteslag gennem mit timeglas, gad vide hvor mange der er tilbage? Er den øvre del af glasset næsten fuld, eller lige ved at være tømt?

Og så tænker jeg, gud er sådan et lille barn der hælder hjerteslag ud på planeten i en fin stråle, der laver smukke mønstre. Så fin er livets tragt, at hjerteslagene kommer enkeltvis. Det gør vores timeglas langsomt, ikke? Hvert sandkorn kan studeres mens det falder fra evigheden til bunden af vores krop.

"Det hedder et timeglas. Det måler tiden", havde min mor forklaret mig dengang hun kogte æg. Jeg lod hende blive i troen, fordi jeg havde lagt mærke til at voksne har mange underlige idéer. Alle børn kan jo se, at sandet ikke måler tiden. Sandet er tiden.

Som voksen glemmer jeg sommetider mine barneøjne. Som voksen bilder jeg mig ind, at min fødselsdag angiver et vist mål for tiden i livet. Men heller ikke menneskets timeglas måler tiden. Hjertets slag er selve tiden.

Det er derfor at den der venter, han venter forgæves. Den der venter, han sætter sig udenfor tiden. Den der venter, han spiller højt spil med sin skæbne. For ingen har lovet ham et vist antal hjerteslag. Det eneste vi kan være sikre på, det er at lige nu er vi i live. Lige nu, når hjertet slår, er vi levende.

"Så, nu er æggene færdige", sagde min mor efter nogen tid. Hun lød meget tilfreds, lidt opstemt. Men jeg var skuffet. Timeglasset mistede hele sin fascinerende skønhed, da det gik i stå. Jeg ville ikke have æg, jeg ville hellerede kigge på sandstrålen i timeglasset.
"Skal vi ikke prøve igen, skal du ikke bruge timeglasset mere?"
"Nej, nu er det slut. Jeg skal først bruge timeglasset næste gang jeg skal koge æg!".

Og jeg tror det kan være sådan den dag jeg pludselig opdager tavsheden, detder lange sekund hvor der skulle have faldet endnu et hjerteslag. Skuffelse. Så skal man igen vente tusinde år på at nogen vender timeglasset.

Livet er kun et hjerteslag langt. Det forstod jeg som barn. Der kommer altid en dag igen i morgen. Men det hjerteslag jeg netop oplevede, det kommer aldrig igen. Dette øjeblik er tabt for altid; det faldt til timeglassets bund.

Og de hjerteslag du anvendte på at læse denne historie, de er også tabt... Forhåbentligt nød du hvert øjeblik Det er ikke os der skaber hjertets slag. Men det er os der vælger hvad der skal ske, mens hjertet slår.