© Ambjørn Happy, 8000 Aarhus

Historier/Lykkeland
Ord: 600 (2 sider)
Pris: Gratis

Kunsten at stege en elefant til frokost

Jeg har fanget mig en elefant, jeg er sulten og drysser salt på ryggen af den, bider i den. Skuffende. Det kræver åbenbart et større arbejde at forvandle en elefant til et velsmagende måltid. Den skal varmes, koges eller steges.

Så jeg købte altså en flammekaster og bandt min elefant til et palmetræ. Benzinen havde jeg hugget fra en FN landrover. Men lige da jeg klapper på mine lommer for at finde æsken med tændstikker, kommer der en lille inder forbi. Han var nøgen bortset fra lændeklædet. Hans hud var mørk, og selvom han var gammel, ser han rask ud.

"Ahh, du er ved at lave frokost?"
Jeg nikkede. Han stiller sig ved siden af mig og kigger på min elefant. Jeg fornemmede han ville sige noget.
"Du behøve øreværn, ellers du bliver meget syg i hjertet."
Jeg drejede hovedet og betragtede inderen. Hans øjne er bedrøvede, jeg kunne mærke at han ønskede at passe på mig. Der dryppede benzin ud af flammekasteren og ned på mine sandaler. Jeg lagde den fra mig på græsset.

"Øreværn?"
Inderen nikker, kigger over på elefanten med rynker i panden. "Den kommer til at skrige. Elefanter skriger meget højt, og så bliver du syg her." Inderen lægger sine hænder på sin bare brystkasse.
Så fortalte han mig hvordan elefanter smager, når de tilberedes med flammekaster. Yderst er de sorte og forkullede, og indeni er kødet stadigvæk råt og sejt.

"Ambjørn, du skal forstå, madlavning er det samme som børneopdragelse."
"Det forstår jeg ikke, jeg er bare sulten."
"Jo, du forstår. Nogle mennesker laver mad sådan som de opdrager børn. Hvis du opdrager dit barn hurtigt og hårdt, så kan det virke voksent i det ydre. Men lige under huden er barnets sjæl lyserød, rå og umoden. Den største tragedie der kan ramme et menneske, det er at blive voksen for hurtigt."
"Dén elefant er ikke et billede af min sjæl."
"Ikke det?"
"Nej, jeg er sulten! Hvad skal jeg gøre? Flammekasteren var det bedste jeg kunne finde på, fordi der er ingen komfurer så store at de kan rumme en elefant."

Inderen kigger mig ind i øjnene. Så smiler han.
"Du vil gøre din elefants kød mørt?"
"Ja."
"Der er kun en metode der virker."
"Vis mig den."
Inderen nikker. Så går han over og piller jernkæden af min elefant. Hvisker den et eller andet i øret og giver den et kærligt klap på halsen. Så går den.

"Solen vil gøre den mør, Ambjørn. Jeg sagde til den, at den skulle komme tilbage når den er klar til at blive spist. Det tager nok 70 år, det plejer det at gøre. Men når den så kommer tilbage, så er den så mør at kødet falder fra knoglerne helt af sig selv."
Inderen griner.
"Sådan er også din sjæl. Den bliver modnet mens du lever, og efter 80 år falder kødet af dine knogler. Når du bliver gammel kan du spise din elefant."

Jeg skulede til ham. "Jeg er sulten!"
Inderen smilede. "Kom med mig. Jeg har bønner og ærter i min gryde, jeg kan dele mit måltid med dig."
Glad om hjertet fulgte jeg efter ham. Pludselig vendte han sig om.
"Nej, nej, Ambjørn, flammekasteren skal du ikke trække med dig. Vi behøver den ikke."
Så droppede jeg den, selvom den havde kostet mig dyrt.