© Ambjørn Happy, 8000 Aarhus

Historier/Lykkeland
Ord: 800 (3 sider)
Pris: Gratis

Brug hjertet som telefon

Jesus og Muhammed havde et fælleskab, selvom de var adskilt af et 600 år bredt ocean. Begge talte med gud om moral, lige så naturligt som vi andre ringer til biografen for at sikre os billetter til aftenens film. De lyttede til gud, stillede spørgsmål. Hvordan skal vi leve sammen? Er det godt for mit hjerte når jeg lyver, stjæler og bedrager? Kommer jeg i himlen, når jeg er død?

Jeg kan nemt forestille mig de to herlige mænd siddende udenfor ørkenteltet, en aften i stilhed under stjernerne, godt pakket ind i varme kapper. Muhammed ville tale om broderskab og barmhjertighed, men også om store bytter fra snedige krigstogter, og naturligvis en del om kvinders skønhed. Jesus ville snakke om næstekærlighed og tilgivelse, men også om vældige slagsmål i synagogen hvor han river kræmmernes tingeltangel fra hinanden, og selvfølgelig en hel del om kvinders skønhed.

Sådan er også mænd i dag. Vi taler om fællesskab, nåde, krig og kamp, og temmelig meget om kvinders skønhed. Men ofte taler vi ikke med gud om moral og livets mening, fordi vi bilder os ind at det ikke rager os. Moral - det er sådan noget støvet og kedeligt, nedskrevet i tykke bøger. Moral - det er love og regler som andre forsøger at pålægge os, sådan som man lægger åget på en trækokse. Moral - det er noget med bibelen og koranen.

Men nej! Hverken Jesus eller Muhammed havde nogen tyk bog som de kunne slå op i. De var livskraftige mænd, de var folk der stak næsen frem og turde kalde en spade for en dromedar. De var oprørere, og de havde en stærk rygrad fordi de talte med gud. Deres styrke kom ikke fra støvede bøger og traditioner, styrken kom fra samtaler med gud.

Jeg kan godt lide gud, men ikke religioner. Jeg synes religioner har til formål at holde folk borte fra gud. Religioner har til formål at holde mennesket i slaveri. Religioner har til formål at rive rygraden ud af mennesket. Og det kan jeg ikke forstå. Religioner bygger på historiske personligheder der var oprørske, kærlige, stærke - hvordan kan religioner da hylde dumhed, underkastelsen, kynisme og svaghed?

Så jeg spurgte gud, her forleden dag.
"Hvorfor virker religioner undertrykkende og fordummende på mennesket?"
Først troede jeg ikke gud havde hørt mit spørgsmål, for der var stille i lang tid. Gennem universets knitrende telefonledning hørtes kun svage ekkoer af stjerneskud.
"Hallo gud?"
Jeg hørte en stemme rømme sig.
"Undskyld, Ambjørn, men jeg skulle lige komme på, hvem du er. Det er jo ikke hver dag jeg hører fra dig, så langt fra..."
"Jeg har haft travlt gud! Travlt med at redde verden og mig selv. Hvis ikke du hører fra mig, så betyder det bare at jeg har det godt. Men nu vil jeg gerne have et svar: Hvorfor er religioner så dumme?"
Gud sukkede.
"Det er bøgernes skyld. Folk køber kogebøger, men de laver ikke mad selv. De køber bøger om kærlighed og sex, men sover alligevel ensomt om natten. De køber bøger om Muhammed og Jesus og Buddha, men de ringer ikke til mig. Folk er som du selv, Ambjørn. De har for travlt med hverdagen, de har ikke tid til at tale med gud".

Jeg blev lidt fornærmet over svaret. Gud er ligesom en gammel mor der altid beklager sig over, at man ringer for sjældent til hende. "Du ringer aldrig til mig", siger hun sorgfuldt, og så skal man have dårlig samvittighed.
"Hvis du synes jeg taler for sjældent med dig, hvad så om at du ringede til mig, af og til?"
"Hvorfor tror du, at du har tinitus Ambjørn? Jeg ringer uafbrudt, men efter du fik vis-nummer svarer du ikke telefonen når jeg ringer! Du har for travlt, siger du. Hmmm... Ja, religionerne undertrykker mennesket hvis ikke præsterne lærer folk at tale direkte med gud. Det var det, drengene kunne! Åh, jeg har haft mange gode samtaler med Muhammed og Jesus, ak ja."

Da var jeg træt af gud.
"De to drenge er jo døde for længe siden! Kom dog videre gud!"
Gud lo. Hans glæde spredte sig til mig, hvor den åbnede min brystkasse som en blomst i solen.
"Vi er enige, Ambjørn!" Gud lo. "Du skal ikke finde gud i gamle bøger, du skal finde gud i din hverdag, netop nu. Mærk ind i dig selv, find forbindelsen og tal med mig. Du finder mig ikke i gamle bøger. Du finder mig i dit eget hjerte!"

Guds lattermilde ord fik mig til at vågne op. Fandt mig selv let i kroppen, tryg og tilfreds. Der var ingen telefon i min hånd - så er det sandt - vi kan bruge hjertet som telefon, når vi taler med gud.